Challenger-Ulykken

Månen venter
Det lykkedes for USA i februar 1962 at foretage kredsløb om Jorden. John Herschel Glenn hed herren der i Friendship 7 foretog 3 kredsløb om Jorden i rumskibet af typen Mercury. Senere blev der foretaget 3 opsendelser mere, den sidste i 1963. Men USA havde allerede i 1961 indset, at man med Mercury rumskibene ikke kunne få den erfaring, der skulle til for at komme til Månen. Derfor opfandt man Gemini kapslerne, der kunne indeholde to personer ad gangen. Denne type blev opsendt hele 12 gange, hvoraf kun de to første var ubemandede. Nu blev alt afprøvet. Hvordan er det at spise, sove og arbejde i et meget lille rum i vægtløs tilstand var nogle af de mange spørgsmål NASA fik svar på. Desuden fik NASA afprøvet sammenkoblinger af fartøjer, hvilket også skulle være en del af det at komme til Månen.

USA begyndte nu også, som Sovjetunionen havde gjort for 3 år siden, at sende sonder mod Månen. De fik navnet Ranger. Som Sovjetunionens sonder fik USA's heller ikke noget ud af de første, der blev sendt afsted. Først med Ranger 7 fik de billeder fra Månen og der blev afsendt to Ranger-sonder mere, der også var succesfulde. Herefter blev de afløst af Lunar Orbiter-sonderne, der fotograferede hele Månen, så NASA fik et landkort over den til brug for selve månelandingen.

Ikke kun Månen måtte finde sig i at få besøg af sonder fra USA og Sovjetunionen, men også vores naboplaneter Mars og Venus. Den amerikanske sonde Mariner 2 fik i 1962 aflivet myten om, at Venus skulle være vort solsystems paradis, da den foretog en succesfuld rejse dertil og ligeledes blev vores forestillinger om Mars aflivet, da Mariner 4 to år senere rejste derud. Sovjetunionen forsøgte også med rejser til Mars, men desværre mislykkedes alle.

I Marts måned 1965 kom Sovjetunionen endnu engang før USA. Det skete da kosmonauten Leonov fra rumskibet Vosjod 2 "gik" udenfor rumskibet i hele 20 minutter. Men USA slog dem med et minut tre måneder senere.

Dette var sidste gang at Sovjetunionen havde et forspring til USA. USA havde indhentet og endog fået et lille forspring overfor Sovjet. Dette skyldes en, for Sovjetunionen, ligeså tragisk ulykke som Challenger-katastrofen var for USA. Et nyudviklet rumfartøj med navnet Soyuz 1 kom under landing den 24. april 1967 ud af kontrol og faldskærmene, der skulle bremse fartøjet, blev viklet ind i hinanden. Kosmonauten blev dræbt ved nedslaget og ulykken stoppede de sovjetiske rumforsøg i over et år.

Så begyndte forsøgene med det rumskib, der skulle til Månen endelig i starten af 1967. Det var dog ikke nogen succes. Tre amerikanske astronauter blev dræbt, da deres kapsel brød i brand under en nedtælling, og dette førte til et stop for bemandede rumflyvninger i 18 måneder. USA fortsatte dog, i modsætning til Sovjetunionen, de ubemandede flyvninger. Først i slutningen af 1968 blev der foretaget en bemandet flyvning og herefter blev det besluttet, at nu skulle det være.

I mellemtiden foretog Sovjetunionen ubemandede rejser til Månen med fartøjer kaldet Zond. De fleste af disse rejser var succesfulde, og Sovjetunionen var klar til at sende bemandede fartøjer til Månen. Desværre, for dem, var det i 1970, og da havde USA jo allerede været på Månen.

Generalprøven på Månelandingen blev foretaget af Apollo 10 med astronauterne Thomas P. Stafford, John W. Young og Eugene A. Cernan i maj 1969. Rumskibet blev sendt i kredsløb om Månen og landingsfartøjet begyndte en landing på Månen. 15 kilometer over overfladen standsede de landingen og fartøjet begyndte en opstigning til rumskibet.

2 måneder senere, den 16. juli 1969, startede Apollo 11 sin rejse mod Månen med besætningen Neil A. Armstrong, Michael Collins og Edwin E. Aldrin. Apollo 11 var delt i to fartøjer, Columbia og Eagle. Columbia var moderfartøjet, der skulle bringe besætningen sikkert til og fra kredsløbet omkring Månen, og Eagle var det fartøj, der skulle lande på Månen. 5 dage senere var Eagle klar til at lande i Stilhedens Hav på Månen, 400.000 kilometer fra Jorden. Eagles landing blev foretaget automatisk, men besætningen opdagede at fartøjet var ved at lande et sted, der var overstrøget med kratere og klippestykker, så kaptajnen, Neil Armstrong, slog automatikken fra og foretog manuelt en sikker landing.

Den 21. juli 1969 klokken 03.56 dansk tid satte Neil Armstrong sin fod på Månen med de nok så velkendte ord: "That´s one small step for a man, one giant leap for mankind." Over ½ milliard mennesker så dette i fjernsynet rundt om på Jorden. Herefter begyndte Neil Armstrong og Edwin Aldrin at opsætte forskellige måleinstrumenter og opsamle "jord"-prøver til forskere på Jorden. Den 21. juli klokken 22.35 dansk tid blev Columbia og Eagle sammenkoblet og prøver og besætning blev overført til Colombia. Derefter blev Eagle sendt mod Månen igen, hvor den blev knust ved sammenstødet, og Columbia fortsatte mod Jorden, hvor en succesfuld landing fandt sted.

USA fortsatte med flere opsendelser til Månen. Apollo 15 medbragte i 1971 en månejeep, som besætningen brugte flittigt. Da Apollo 15 skulle starte sin rejse mod Jorden, blev et kamera på jeepen tændt, og man kunne for første gang se et rumskib starte fra Månen af. Inden Apollo 15 startede udførte astronaut David Scott et interessant forsøg. Han lod en fjer og en hammer falde samtidig, og som Galilei havde forudset, ramte begge dele Månens overflade samtidig. Den sidste bemandede tur til Månen blev udført i december 1972.

Sovjetunionen blev dog ikke slået ud af USA's bemandede månelandinger, men fortsatte derimod med de ubemandede. I september 1970 overraskedes verden igen af dem, da de landsatte Luna 16 på Månen og da den lettede tre dage senere. Sonden havde hentet lidt månesten til analyse, fjernstyret fra Jorden. Var omverdenen ikke overrasket over dette, blev de det da Luna 17 to måneder senere medbragte en månejeep i stil med amerikanernes, dog med den lille forskel, at Sovjetunionens blev styret fra Jorden. Det har været et meget krævende arbejde, da radiosignalerne er cirka 2 sekunder om at komme fra Månen til Jorden og tilbage igen.

Denne side er ajourført 6. april 1997 klokken 17.08